Hvor dagdrømmen bliver til virkelighed
Groupe Zur er en fransk teatergruppe fra byen Angers, der har eksisteret siden 1984. Gruppen har ikke et fast ensemble, men består af forskellige kunstnere, der mødes og sammen skaber Groupe Zur. De arbejder med en alternativ måde at skabe teater på, hvor de sættes sammen i forskellige gruppekombinationer for at få nye perspektiver og åbne op for muligheder. De arbejder site-specific, hvilket vil sige, at de bruger stedet/lokationen som inspirationskilde - ofte uden for teaterbygningen. Desuden arbejder de ikke med traditionelt teater, men forsøger i stedet at skubbe grænserne for, hvad teater er. Gruppen bruger projektioner og billedkunst i deres projekter til at skabe en poetisk iscenesættelse, og tilskueren bliver en aktiv tænker i deres forestillinger. Teatergruppen leger med det visuelle samt grænsen mellem fantasi og virkelighed.
EN UNIK OG VISUEL OPLEVELSE
Groupe Zurs centrale æstetiske greb er meget visuelle og deres benyttelse af projektioner giver dem et helt unikt udtryk. De arbejder med tilskueren som beskuer og har et ønske om at skabe refleksion hos deres publikum. Samtidig inddrager gruppen publikum, og man vil som tilskuer blive en del af forestillingen og blive trukket med ind i fortællingen og æstetikken. I kraft af deres konstruktion af gruppen, vil oplevelsen altid være forskellig, når man som tilskuer ser en Groupe Zur-forestilling. Det er aldrig den helt samme sammensætning af mennesker, og derfor aldrig den helt samme æstetik og tilgang, man kan forvente af gruppen. Dette element af uforudsigelighed er et centralt element i Groupe Zurs forestillinger.
ET MAGISK UNIVERS
Forestillingen er et indblik i et magisk og interaktivt univers, der leger med grænsen mellem den klassiske billedkunst og teaterformen, som man kender den. Den fungerer nærmest som et hurlumhejhus, hvor tilskueren bliver en del af installationerne. Her får man som tilskuer selv muligheden for at bevæge sig rundt i installationen og undersøge, hvad der gemmer sig bag dørene og inde i spejlene. Rue D’orchampt er en forestilling, der tilbyder en visuel smuk oplevelse, hvor tilskueren er medskabende.